zhong forside_smoke_2Zhōng

I romanen ”Zhōng” fortæller Jens Gordiusen om dengang i 1983, da han tog med Connie og Den transsibiriske Jernbane til Kina. Det var ikke lutter mooncake. Først smuttede kæresten med en canadisk biolog. I Shanghai regnede det uafbrudt. Så fik han alle sine penge stjålet i Hong Kong. Kineserne var kommunister, mærkelige og nærmest umulige at kommunikere med. Og inden han igen nåede hjem til Nordjylland, var hans far faldet død om med en blodprop i hjertet. Alligevel siger Jens pænt ja tak, da hans storebror i 2013 inviterer ham med på en forretningsrejse til Kina, for som han siger:

”Der er jo immervæk sket et og andet derovre siden dengang.”

Men hvorfor dukker storebrorens tandlæge lige pludselig op, da de skal til at gå om bord i flyet til Beijing? Og er der ikke noget bekendt ved hende, synes Jens. Sådan nogle krøller ser man ikke hver dag. Faktisk er det tredive år siden.

Pressen skrev

”En sitrende drøm om tilværelsens muligheder.” – Jens Henneberg i Nordjyske Stiftstidende

“Denne roman er en lille og mærkelig, men sært fortryllende oplevelse.” – Astrid B. Thorhauge i Alt for Damerne

”Det er den glimtende realisme, der følges af en lysende fabel.” – Lars Bukdahl i Weekendavisen

“Koncist poetisk …  konstant, finurlig, vagt desorienteret understrøm” – Holger Dahl i Danmark Kina

“Smerte og jysk humor hænger sammen …. Det er bestemt ikke kedeligt.” – Erik Svendsen i Jylland-Posten

“Meget spændende …. meget smukt skrevet.” – Christina Boutrup i Radio24syv

“Lille roman med stort indhold.” – Claus Grymer i Kristeligt Dagblad

“Kort, smuk og underfundig”  – Marianne Majgaard Jensen, Lektørudtalelse

 

Læseprøve: Beijing i 1983 →

Beijing i 1983. Jeg ankom med toget fra Shanghai og lejede en cykel. Sort og af mærket Seagull, og straks var jeg en del af flokken. Mellem de cyklende kinesere, alle klædt i enten blåt eller grønt, var jeg et rullende europæisk fyrtårn med borsalino. Hatten var også grøn, jeg havde lånt den af Connie. Til gengæld havde hun lånt mit armbåndsur, et Seiko med selvoptræk og himmelblå urskive. De summende hjul og sværmen af tusinde fugle, der stiger til vejrs. Har man nogensinde set to måger i en flok støde sammen? Cyklisterne svævede ud og ind mellem hinanden, det asiatiske flow. I trafikken blev kineseren forvandlet til et fint lille tandhjul i en stor maskine, alle ville frem og kom det. De forholdsvis få biler behøvede man ikke tage alvorligt. Nu tredive år senere er det omvendt, cyklen er undtagelsen. Men i mit eget liv blev jeg jo også selv bilist. Køb dig en bil og bliv voksen, sagde min storebror og forsøgte at bringe mig i trit med samfundsudviklingen. Indtil jeg kørte ind i en rød Volvo. Historiens gang. Farvel bil. Goddag Jens, hvor har du været i al den tid?

(Side 42)