Biografi

Thøger Jensen er født i 1960 og har fået udgivet ni skønlitterære værker. Egentlig er alle bøgerne ret vellykkede, men her under bøgetræerne i Den romantiske Skovhave ved Hald Hovedgård hviler han ikke kun på laurbærrene, men også på Erik Brandt Dams fine granitbænk, som han har fået lov til at skrive et fjorten meter langt melodrama om bogfinkernes kærlighedsliv på. Måske ligger forfatteren og drømmer om sin opvækst i Himmerland? Det var op og ned ad bakke fra landsbyen Vokslev nogle kilometer udenfor limfjordsbyen Nibe, og der var altid modvind, når han cyklede i skole. Studentereksamen fra Hasseris Gymnasium i Aalborg. Derefter flere år vekslende mellem lønarbejde, højskoleophold og rejser i ind- og udland. Studerede en overgang humaniora på RUC, inden han i 1989 dimitterede fra Den frie Lærerskole i Ollerup. Fra 1992-94 gik han på Forfatterskolen i København. Når Thøger Jensen læser op eller holder foredrag, lægger nogle undertiden mærke til hans grønne fingre, og i begyndelsen af 2000-tallet var han ganske rigtigt ansat som gartner på Hebriderne. Nu bor han det meste af tiden i Århus, hvor han ud over at skrive også driver en mindre frugtplantage i udkanten af Viby.